Forårets hårde opbremsning slår autopiloten fra
Siden marts 2020 er de faglige og fysiske rammer for undervisning på Museum Vestsjælland blevet sat på prøve. Løsninger til de nye Corona-udfordringer skulle ofte findes uden for vores kendte pædagogiske og didaktiske redskabskasser – en proces der i flere tilfælde har fungeret som et overraskende springbræt til nytænkning. I denne helt særlige tid præget af frygt og usikkerhed har vi som museum også oplevet en udpræget pionerånd.
Undervisning af børn på museet … uden børn og uden museum
Slagelse Museum, den 9. marts 2020.
Museets historiske håndværkergade fra 1800-tallet summer af aktivitet. 30 pædagogstuderende fra Professionshøjskolen Absalon er i gang med deres Labtrack om eksterne læringsmiljøer. Det tilbagevendende partnerskabsforløb har eksisteret siden 2015, men denne gang blev det som aldrig før.
De studerende skal udvikle et praksisnært forløb om æstetiske læreprocesser, hvor udgangspunktet er sansebaseret læring og museumspædagogik. Normalt bliver deres forløb prøvet af på 45 friske indskolingsbørn, men ikke denne gang.
Danmarks nedlukning den 11. marts betød, at den eneste måde de studerendes undervisning kunne finde sted på var i cyberspace. Den digitale løsning kunne aldrig være en erstatning eller give deltagerne den samme form for praksiserfaring. Fagligt var vi imidlertid nødt til at fokusere på hvilke dele af forløbet den digitale løsning bedst kunne understøtte, fremfor at hænge fast i alt det, der pludseligt ikke kunne lade sig at gøre.
Det digitale møde viste sig mod forventning også at have fordel, som vi tager med i forløbets fremtidig kvalificering. For eksempel fik deltagerne flere muligheder for at observere hinandens udviklingsmetoder og kobling af teori til praksis fordi holdene ikke var i gang med at udføre undervisningsaktiviteter på samme tid, som når de befinder sig på museet. Med alle fanget foran skærmen samtidigt var der også flere muligheder for at fordybe sig i forløbets teoretiske indhold i fællesskab, når hver gruppe skulle præsentere en udvidet redegørelse for deres arbejde.
Den nye undervisningsform afslørede også uventede samarbejdsvanskeligheder i nogle af grupperne. Flere havde udfordringer med fx., at fordele arbejdsbyrden eller at lave et fælles oplæg. Det førte til et fornyet fokus fra undervisernes side på væsentlige grundelementer, såsom deltagernes mestring af projektorienterede samarbejdsarbejdsprocesser og deres evner til at formidle centrale læringsteorier og koble dem til praksis i en konkret museumsaktivitet.
Sigurd Swane på en fodboldbane
Kalundborg kommune, maj 2020.
Ti 4. klasser fra Kalundborg kommune skulle opleve performancekunst i samarbejde med en professionel performancekunstner og en museumsformidler på Malergården i Odsherred – kunstnerfamilien Swanes hjem fra 1934. De mindste klasser var tilbage på skolen efter nedlukning, men museerne var forsat lukket. En aflysning lå i kortene. Hvis eleverne ikke kunne komme på museet, kunne skolerne overskue et besøg fra os? Til vores overraskelse blev vi inviteret ud af samtlige skoler til en omgang KUNSTkammerater.
De æstetiske rammer på Malergården blev erstattet af græsmarker, fodboldbaner og legepladser på kommunens skoler. I disse helt nye og ukendte rammer skulle kunstneren og museumsformidleren finde ind til forløbets pædagogiske og didaktiske kerneområder: fortællingens kunst, performance som æstetisk udtryksform og aktivering af elevernes krop og fantasi.
Den usædvanlige situation at lave museumsundervisning uden et museum brugte vi aktivt i forløbet. Eleverne skulle nemlig ”bygge” et nyt museum og guide os igennem med krop og ord. Aktivering af kroppen og fantasien alene skabte flere uforglemmelige ”museumsoplevelser”. F.eks. da en elev bad os om at tage våddragter på ved deres museumsindgang, fordi man skulle svømme igennem en lang tunnel for at komme til undervandsudstillingslokalerne. Her bevægede genstandene sig rundt i hver deres boble og fortalte deres historier, som gav genklang gennem vandet.
Fra afstandskrav til empowerment af lærere og elever
Holbæk Museum, september 2020.
Undervisningsforløbet ”Danmark Besat” stod sin coronaprøve, da nedlukningen i foråret først aflyste og senere udsatte et stort projekt. 40 undervisningsforløb måtte gentænkes.
Centralt i forløbet om modstandsmanden Alfred Jacobsen og hans familie står besøget i familiens lejlighed på Holbæk Museum. I denne 2 ½-værelses lavloftede lejlighed står elever og underviser sædvanligvis som sild i en tønde. Den kropslige oplevelse af familiens hjem spiller en vigtig rolle i forløbet, men afstandskravene gjorde, at vi skulle aktivere lejligheden på en ny måde. For at løse problemet valgte vi, at opdele hver klasse i tre grupper som skulle besøge lejligheden og to andre udstillingsrum på skift.
Løsningen stillede nye krav til involveringen af læreren under selve forløbet. Før museumsbesøget blev skolen informeret om, at hver klasse skulle komme med to lærere, så alle tre museumsrum kunne aktiveres på samme tid under forløbet. Målet var, at lærernes ejerskab til faciliteringen blev styrket så deres aktive deltagelse i forløbet fungerede bedst muligt. Læreren blev inddraget under introduktionen og fik udleveret vejledninger til de elevaktiviteter, de skulle stå for. Under opsamlingen fik lærerne dermed også en vigtig rolle som ambassadør for deres aktivitet.
Der var to punkter som var afgørende for, at den nye form fungerede. Først og fremmest var klare forventningsafstemning og den gode kommunikation med lærerne et must. For det andet var det vigtigt at skabe et rum, hvor lærerne kunne stille spørgsmål og udvikle ejerskab til læringsaktiviteten uden forberedelsestid hjemmefra.
Pga. den særlige gruppeopdeling var det kun elever og ikke lærere der fik mulighed for at opleve det fulde undervisningsforløb. Det betød, at den autentiske og rammesættende fortælling om Familien Jacobsen kom ikke nødvendigvis tilbage i klasserummet, fordi formidlingen af den alene hvilede på eleverne. For at adressere denne udfordring fik eleverne til opgave, at åbne fortællingen for deres lærere, og genskabe deres oplevelser i lejligheden for lærerne under opsamlingen. Flere klasser valgt også at vise deres lærere rundt i Familien Jacobsens hjem efter endt forløb.
At fastholde pionerånden i en usikker tid
Det ovenstående udpluk fra Corona dagbogen viser nogle af de mange undervisningssituationer, hvor nytænkning på no time har været nødløsningen.
Den eksperimenterende ånd har præget vores praksis af nød, men har givet stof til eftertanke. På mange måder, er vi selv blevet kastet ud i nogle af de samme innovationsprocesser, som vi udsætter vores elever for i vores undervisningspraksis. Nu er det vores ansvar at holde fast i pionerånden ikke mindst i den kommende tid, som forsat er præget af usikkerhed.
I 2020 har vi genopdaget flere pædagogiske og didaktiske kerneelementer i vores forløb ved at se dem fra nye vinkler gang på gang. Vi har lært nye måder, hvorpå vi kan inddrage vores rige kulturlandskab som et aktivt undervisningsrum. Vi har opdaget didaktiske metoder, som styrker både lærere og elevers medejerskab til egen læring. På trods af alt andet, har 2020 været en tid, hvor vi oplevede en udpræget velvilje blandt vores samarbejdspartnere. Et år hvor vi fik bekræftet, at vores brugere, lige så meget som vi, opfatter kunst- og kulturoplevelser, som essentielle dele af deres elevers/studerendes dannelse og uddannelse, også i en krisetid.
Som museumsprofessionelle har vi altid en forestilling om, at den løbende kvalificering af vores praksis er en selvfølge på to-do listen. I en travl hverdag er virkeligheden ofte en anden. Men med autopiloten deaktiveret har vi set, at med mere rummelige og risikovillige tilgang kan vi afdække uventede udviklingspotentialer.
Artiklen er skrevet sammen med Ida Maria Skielboe, formidlingsinspektør, Museum Vestsjælland og Marlene Kramm, undervisnings-og udviklingsansvarlig ved Skoletjenesten på Museum Vestsjælland.
